Pakistan får amerikansk helikopterhjælp

Amerikanske piloter i Afghanistan er taget på hjælpe- og charmemission i Pakistan. Helikoptere fra USA er indsat i arbejdet på at komme ofrene for den voldsomme monsunregns oversvømmelser til hjælp.

Som sidegevinst håber amerikanerne, at den humanitære indsats i landet vil forbedre USA's blakkede image i Pakistan. Det officielt allierede land beskyldes for at skjule Talibanoprørere i bjergene på grænsen til Afghanistan.

Det Hvide Hus siger, at amerikanske helikoptere har medvirket til at redde flere end 1000 menneskeliv i Pakistan. Washington har givet 35 millioner dollar (knap 190 millioner kroner) i hjælp, herunder 436.000 halalmåltider og 12 præfabrikerede broer.

- Det primære fokus for vores mission er at give folk mad, siger chefen for det amerikanske flyvevåben i Pakistan, major Daniel Rice.

Han håber, at det vil være medvirkende til at fjerne en række misforståelser om USA i Pakistan.

- Vi lærer af hinanden hver eneste dag. Vi taler om hinandens familier, samtidig med, at vi arbejder sammen om katastrofen her, tilføjer Rice.

Den amerikanske indsats er populær blandt oversvømmelsernes ofre. Efter at have måttet holde sig på jorden på grund af dårligt vejr lettede helikoptere mandag for at evakuere folk og for at bringe forsyninger ud til nødstedte.

- Vi er her for at hjælpe det pakistanske folk. Piloter, der kommer tilbage, siger, at de kun har mødt store smil, vinkende hænder og tommelfingre i vejret, når de kommer med forsyninger og flytter folk til sikrere områder. Og det er et godt tegn, siger Rice.

/ritzau/AFP

USA's popularitet i Pakistan er steget, efter at amerikanerne har engageret sig i hjælpearbejdet i forbindelse med oversvømmelseskatastrofen i landet.

Offentliggjort Sidst opdateret