Pakistans militær siger mandag, at man er i stand til at kæmpe uden amerikansk assistance. Militæret tilføjer, at det ikke er blevet officielt informeret om USA's beslutning om at droppe hjælp på 800 millioner dollar.
- Hæren har tidligere såvel som nu udført vellykkede militære aktioner ved at bruge egne ressourcer uden nogen form for hjælp udefra, siger militærtalsmanden, generalmajor Athar Abbas, i en skriftlig kommentar til nyhedsbureauet AFP.
- Vi har ikke modtaget nogen officiel tilkendegivelse eller korrespondance om emnet, skriver Abbas.
Præsident Barack Obamas stabschef, William Daley, bekræftede i et tv-interview søndag, at USA har besluttet at tilbageholde knap en tredjedel af landets årlige bidrag på 2,7 milliarder dollar i sikkerhedsassistance til Pakistan.
Forholdet mellem de to tidligere nære allierede i krigen mod al-Qaeda er blevet forværret, efter at amerikanske elitesoldater dræbte terrornetværkets leder Osama bin Laden 2. maj i Pakistan.
Landets militær blev ydmyget, og det åbnede for beskyldninger om medskyld og inkompetence.
Over for AFP nævner Abbas en speciel erklæring fra 9. juni fra hærens stabschef, general Ashfaq Kayani, som anbefaler, at den økonomiske hjælp fra amerikanerne bruges på civile.
Den tilbageholdte støtte til Pakistan udgør ifølge avisen New York Times 300 millioner kroner i kompensation for omkostningerne ved at udstationere flere end 100.000 soldater langs grænsen til Afghanistan.
Pakistan har efter udsagn sendt 140.000 soldater til den nordvestlige del af landet, hvilket er flere end de 99.000 amerikanske soldater, der er udstationeret i Afghanistan for at bekæmpe Taliban.
USA har længe opfordret Pakistan til at slå hårdere ned på militante, men landets hær siger, at dens soldater er overbebyrdede.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker