Pakistans eks-præsident kan løslades mod kaution
En lokal domstol i den pakistanske hovedstad, Islamabad, har mandag besluttet, at landets tidligere præsident Pervez Musharraf kan blive løsladt mod kaution.
Musharraf er blandt andet tiltalt i sagen om drabet på landets tidligere premierminister Benazir Bhutto i 2007. Han har siddet seks måneder i husarrest.
- Musharraf vil ikke forlade landet, og han vil forholde sig til alle anklagerne, siger Afshan Adil, der er en af Musharrafs advokater, til nyhedsbureauet Reuters.
Musharraf kan løslades mod kaution, hvis han betaler, hvad der svarer til 11.000 danske kroner. Retssagen mod eks-præsident skal efter planen indledes den 11. november. Afshan Adil siger til nyhedsbureauet AFP, at kautionen bliver betalt tirsdag.
Pervez Musharraf er på det pakistanske indenrigsministeriums såkaldte kontrolliste, og det betyder, at han ikke må rejse ud af Pakistan, medmindre han får en særlig tilladelse af landets regering.
Generalen Musharraf tog magten ved et ublodigt kup i 1999 og regerede, indtil han blev tvunget fra magten som følge af Bhuttos Pakistanske Folkepartis valgsejr i 2008.
Selv om Musharraf kan løslades mod kaution, er det dog sandsynligt, at han forbliver under skarp bevogtning i sit hjem i udkanten af Islamabad på grund af dødstrusler.
Taliban har truet med at dræbe den 70-årige tidligere general, som i sin tid som præsident gik forrest i en alliance mellem Pakistan og USA i krigen mod terror, der blev indledt i kølvandet på angrebene på USA den 11. september 2001.
Musharraf er den første tidligere leder af landets magtfulde militær, der bliver tiltalt for nogen form for forbrydelse.
Benazir Bhutto blev dræbt i et selvmordsangreb i 27. december 2007 efter et valgmøde i Rawalpindi. Det skete få uger efter, at hun var vendt tilbage til Pakistan efter flere år i selvvalgt eksil.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker