Pakistans eksleder får yderligere syv års fængsel
Pakistans tidligere premierminister Imran Khan har lørdag fået yderligere en fængselsdom på syv år - denne gang fordi hans ægteskab ifølge en domstol blev indgået i strid med loven. (Arkivfoto). Foto: Aamir Qureshi/Ritzau Scanpix
På få dage er Imran Khan blevet idømt i alt 31 års fængsel. En hån mod retssamfundet, mener hans parti.
Pakistans tidligere premierminister Imran Khan og hans kone, Bushra Khan, er lørdag blevet idømt hver syv års fængsel og en bøde ved en domstol i Pakistans hovedstad, Islamabad.
Domstolen har vurderet, at deres ægteskab, som de indgik i 2018, var i strid med loven.
Det rapporterer den pakistanske tv-station ARY News.
Ifølge domstolen har Bushra ikke overholdt en regel inden for islam, der siger, at der skal gå en vis tid, fra en kvinde bliver skilt fra én mand, til hun gifter sig med en anden.
Ægteparret afviser begge at have gjort noget forkert.
Imran Khans parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), skriver i en meddelelse, at sagen er blevet hastet igennem, og at ingen vidner er blevet hørt.
- Det er en hån mod retssamfundet, lyder det i PTI's meddelelse.
71-årige Imran Khan er i forvejen fængslet. Alene i de seneste dage er han blevet idømt ti års fængsel for at lække statshemmeligheder og 14 år for ulovligt salg af gaver, som han modtog i embeds medfør.
Hans kone er også blevet idømt 14 års fængsel i sidstnævnte sag.
Striben af domme kommer forud for Pakistans parlamentsvalg torsdag, hvor Khan har forbud mod at stille op.
- Med den måde, disse retssager bliver holdt, vil der hænge et stort spørgsmålstegn over valget 8. februar. Det er en lakmustest af Pakistans højere retsvæsen, skriver Khans parti.
Imran Khan sidder fængslet i byen Rawalpindi, der ligger nær Islamabad.
Hans kone har fået lov at afsone i parrets villa i hovedstaden.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker