Palæstinensere drøftede mord på deres egne

Så er der flere problemer for den palæstinensiske ledelse.

Den arabiske tv-station al-Jazeera har offentliggjort nye lækkede dokumenter fra forhandlinger mellem israelere og palæstinensere, og det ser ikke godt ud for de palæstinensiske ledere.

Dokumenterne viser ifølge tv-stationen, at de to stridende parter i 2005 drøftede likvidering af en ledende militant - Hassan al-Madhoun - fra al-Aqsamartyrernes Brigade, som foretog angreb på israelske mål.

Brigaden er en militant gruppe med tilknytning til selvstyrepræsident Mahmoud Abbas' mere moderate Fatah.

- Hvorfor slår I ham ikke ihjel?, spørger Israels daværende forsvarsminister, Shaul Mofaz, under et møde med det palæstinensiske selvstyres indenrigsminister, Nasr Yousef.

- Vi har givet instruktioner til Rasheed, svarer indenrigsministeren med henvisning til den palæstinensiske sikkerhedschef på Vestbredden.

- Vor kapacitet er begrænset, og du har ikke tilbudt os noget, siger Yousef også ifølge dpa.

Det endte med, at den militante palæstinenser blev dræbt, men det var et israelsk missil, som ramte ham i Gazastriben i slutningen af 2005.

Oplysningerne om likvideringsforhandlingen kommer kort efter, at al-Jazeera refererede andre sider af de 1600 dokumenter om israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger, som tv-stationen har fået fat på.

Heri stod der, at palæstinenserne var parat til langt flere indrømmelser over for Israel, end den palæstinensiske ledelse har sagt offentligt, og selvstyrepræsident Abbas er rasende.

Hans chefforhandler, Saeb Erekat, taler om en smædekampagne.

/ritzau/AFP

Lækkede dokumenter viser, at israelske og palæstinensiske ledere drøftede mord på militante palæstinensere.

Offentliggjort Sidst opdateret