Palæstinensere på Vestbredden frygter at blive fordrevet af Israel

Flere brigader med israelske styrker er involveret i Jenin. De er støttet af droner, helikoptere og - for første gang i årtier - kampvogne. Foto: Raneen Sawafta/Reuters

For første gang i årtier er der israelske kampvogne på Vestbredden. Huse og veje bliver ødelagt, mens israelske styrker gør klar til et længerevarende ophold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flygtningelejren i Jenin på den besatte Vestbred er så godt som tom.

Israelske bulldozere har jævnet store områder med jorden og er nu tilsyneladende i gang med at etablere brede vejbaner igennem det, der for få uger siden var et virvar af travle og fyldte stræder.

Mindst 40.000 palæstinensere har forladt deres hjem i Jenin og den nærliggende by Tulkarm i den nordlige del af Vestbredden, siden Israel begyndte sin omfattende operation.

En operation, der begyndte, dagen efter at Israel og Hamas i midten af januar havde indgået en våbenhvile i Gaza efter 15 måneders kampe.

- Jenin er en gentagelse af, hvad der er sket i Jabalia, siger Basheer Matahen til Reuters.

Han er talsperson for Jenin og henviser til flygtningelejren i det nordlige Gaza, som blev ryddet af det israelske militær efter flere ugers hårde kampe.

- Lejren er blevet ubeboelig, fortsætter han i beskrivelsen af den seneste tids udvikling i Jenin.

Ifølge en talsperson fra Jenin er mindst 12 israelske bulldozere i gang med at nedrive huse og infrastruktur i flygtningelejren. Foto: Raneen Sawafta/Reuters

Han fortæller, at mindst 12 bulldozere nedriver huse og infrastruktur i Jenin.

Palæstinensere har i årtier opholdt sig i flygtningelejren, der løbende er blevet bygget op, så den på mange måder fremstår som en by.

Det tyder ikke på, at de israelske styrker forlader Jenin lige foreløbig. De gør klar til et langvarigt ophold ved at bringe vandtanke og generatorer til området.

Israels forsvarsminister, Israel Katz, sagde søndag, at de israelske styrker er blevet beordret til et "længerevarende ophold" i Jenin.

Derudover gjorde han det klart, at flygtningelejrene nær Tulkarm og i Jenin er blevet ryddet "for de kommende år". Og at beboere ikke vil få lov at vende tilbage.

Den israelske operation i den nordlige del af Vestbredden har varet mere end en måned. Det er en af de største operationer i området, siden det store palæstinensiske oprør for mere end 20 år siden.

Flere brigader med israelske styrker er involveret. De er støttet af droner, helikoptere og - for første gang i årtier - kampvogne.

En fordrevet palæstinensisk mand bærer de ejendele, han har hentet fra sit hjem i Jenin. Foto: John Wessels/Ritzau Scanpix

Jenin bliver af nogle palæstinensere kaldt for "martyrens hovedstad", mens den af israelere kaldes for en "hvepserede", fordi den ses som et knudepunkt for militante grupper.

Israel siger, at militante grupper som Hamas og Islamisk Jihad i årtier har holdt til i flygtningelejrene. Derfor gør Israel nu endnu et forsøg på at bekæmpe dem.

Men i takt med at ugerne er gået, er palæstinensere begyndt at stille sig mere og mere tvivlende over for den forklaring.

De mener, at intentionen med operationen i virkeligheden er en permanent fordrivelse af befolkningen ved at ødelægge deres hjem og at gøre det umuligt for dem at blive eller vende tilbage.

- Israel vil udslette lejrene og mindet om lejrene. De vil slette navnene på flygtninge fra folks hukommelse, siger 85-årige Hassan al-Katib.

Han havde boet i flygtningelejren i Jenin med 20 børn og børnebørn, før han måtte forlade sit hus og alle sine ejendele under den israelske operation.

Israel afviser, at der er nogen bagtanker med operationen. Målet er udelukkende at bekæmpe "terrorister", understregede udenrigsminister Gideon Saar mandag.

En fordrevet palæstinenser går på en vej, som er blevet ødelagt af israelske styrker under operationen i Jenin, der har varet i mere end en måned. Foto: John Wessels/Ritzau Scanpix

/ritzau/Reuters

Vestbredden

* Vestbredden har været besat af Israel siden Seksdageskrigen i 1967.

* De fleste lande betragter Israels bosættelser på Vestbredden som værende i strid med folkeretten.

* Palæstinenserne vil have Vestbredden, som er cirka 100 kilometer lang, som kerne i en kommende palæstinensisk stat.

* Ministre i Israels regering har talt åbent om at annektere Vestbredden.

* Israelske styrker har i mere end en måned udført en større operation i den nordlige del af Vestbredden, hvor flygtningelejren Jenin er så godt som ryddet. Der bliver brugt bulldozere, kampvogne, droner og soldater som led i operationen, som ifølge Israel går ud på at bekæmpe terrorister.

Kilder: AFP og Reuters.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu