Palæstinenserne kræver hastemøde i FN's Sikkerhedsråd
Den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, forlanger et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd for at drøfte krisen i Gazastriben.
Søndag blev den blodigste dag i konflikten i fem år, efter at over 100 palæstinensere mistede livet i Gaza, mens Israel oplevede det største tab af soldater på én dag i årevis, da 13 soldater blev dræbt.
Søndag mødtes Abbas angiveligt med lederen af Hamas-bevægelsen, Khaled Meshaal, i Qatar for at finde en løsning på den snart to uger lange konflikt i Gazastriben. Efter mødet indkaldte han FN-landene.
- Jeg indkalder til et hastemøde i aften i FN's Sikkerhedsråd, siger han under en tv-transmitteret tale i Qatars hovedstad, Doha.
- Situationen er uacceptabel, siger han og beskriver de israelske angreb som "forbrydelser mod menneskeheden".
Det palæstinensiske selvstyres præsident har søndag erklæret tre dages landesorg og anklaget Israel for at begå en massakre.
Den amerikanske præsident Barack Obama har i en telefonsamtale med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, søndag udtrykt "alvorlig bekymring" omkring det stigende antal af dræbte efter søndagens angreb i Gaza.
Obama sagde videre, at han sender sin udenrigsminister John Kerry til Kairo for at mægle mellem parterne.
Endnu er det uvist, hvornår Kerry ankommer til Egypten, men det bliver "snart".
Den israelske premierminister siger, at Israel vil gøre, hvad der er nødvendigt for at stoppe raketangrebene fra Hamas og skabe ro.
Han siger, at det israelske militær gør dets yderste for at undgå civile tab, men at Hamas med fuldt overlæg går efter civile israelere og bruger indbyggerne i Gaza som "menneskelige skjolde".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned