Palæstinensisk leder beder verden presse Israel til tostatsløsning
Mohammad Mustafa, premierminister for det palæstinensiske selvstyre (tv.) sammen med Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide under et møde i Oslo. Foto: Heiko Junge/Ritzau Scanpix
Der kommer ikke varig fred uden internationalt pres på Israel, siger palæstinensisk premierminister i Oslo.
Det betaler sig at lægge pres på Israel, og det skal verdenssamfundet blive ved med efter en eventuel våbenhvile i Gaza.
Det siger det palæstinensiske selvstyres premierminister, Mohammad Mustafa, som onsdag er i Norge.
Det internationale pres er nødvendigt, hvis der skal findes en tostatsløsning, siger han.
Mohammad Mustafa er i Oslo for at deltage i et møde med repræsentanter fra omkring 80 lande og organisationer, som arbejder for en tostatsløsning. Det betyder, at der både skal være en palæstinensisk stat og en israelsk stat.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har gentagne gange afvist den løsning, og Israel deltager ikke i mødet i Oslo.
Mohammad Mustafa mener dog, at Israel kan rykkes. Det er sket i forbindelse med en mulig våbenhvile i Gaza, siger han. Flere lande sagde tirsdag, at en aftale var meget tæt på at være klar.
- Den våbenhvile, vi taler om, er primært blevet til noget gennem internationalt pres. Så pres betaler sig, siger Mohammad Mustafa.
Norge, som er vært for mødet, anerkendte i maj sidste år Palæstina som selvstændig stat. Det samme har Sverige og et stort antal andre EU-lande gjort, mens det ikke er tilfældet for Danmark.
Norge har tidligere spillet en afgørende rolle i forhandlinger mellem israelere og palæstinensere. Efter hemmelige forhandlinger i Norge anerkendte Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) hinandens ret til at eksistere.
Senere gik fredsprocessen i stå. Men der skal sættes skub i den, siger Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide.
- En våbenhvile er nødvendig for at få fred, men det er ikke det samme som fred. Nu skal vi fremad mod en tostatsløsning. Siden en af staterne eksisterer - Israel - er vi nødt til at skabe den anden, som er Palæstina, siger han onsdag.
Konflikten mellem palæstinenserne og israelerne har stået på i flere årtier. Den er dog blevet forværret efter den militante Hamas-bevægelses angreb på Israel i oktober 2023, som Israel siden har besvaret med omfattende angreb i Gaza.
Hamas sidder på magten i Gaza, mens Vestbredden kontrolleres politisk af det palæstinensiske selvstyre. Israel kontrollerer dog i praksis store dele af Vestbredden gennem ulovlige bosættelser.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker