Palæstinensisk leder vil udråbe stat

Trætheden er ved at brede sig i den palæstinensiske top over de fastlåste fredsforhandlinger i Mellemøsten, og den palæstinensiske premierminister, Salam Fayyad, siger, at palæstinenserne vil etablere en selvstændig stat i løbet af to år.

Fayyad siger til det britiske dagblad The Times tirsdag, at en uafhængig stat vil have egne sikkerhedsstyrker, en velfungerende offentlig administration og en driftig økonomi.

Den palæstinensiske regeringschef kommer med udtalelserne, inden den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, senere tirsdag mødes med den britiske premierminister, Gordon Brown, i London.

Netanyahu har modstræbende accepteret idéen om en palæstinensisk stat, men forlanger blandt andet, at en sådan stat skal være afmilitariseret.

Tidligere forlød det fra det amerikanske udenrigsministerium, at israelere og palæstinensere er tæt på at nå en aftale, der betyder, at parterne atter kan gå til forhandlingsbordet.

Fredsforhandlingerne har været i stå, siden Netanyahu blev premierminister efter et israelsk parlamentsvalg tidligere i år.

/ritzau/AFP

Palæstinensernes premierminister siger til britisk avis inden Netanyahus besøg i London, at palæstinenserne vil udråbe selvstændig stat om senest to år.

Offentliggjort Sidst opdateret