Gældskrisen i Grækenland bringer landets plads i eurozonen på spil, og den ny regerings vigtigste opgave er at sætte reformer i gang hurtigst muligt.
Det siger Grækenlands ny premierminister, Lucas Papademos, i sin første tale til parlamentet siden han tiltrådte fredag.
Han slår samtidig fast, at Grækenland har fordele af at blive i eurozonen og ikke har andet valg end at blive.
Det kommer efter ugers spekulationer om, at Grækenlands problemer kan tvinge landet ud af valutasamarbejdet.
Papademos understreger, at Grækenland er nødt til at gennemføre de økonomiske reformer og nedskæringer, som EU og Den Internationale Valutafond (IMF) kræver som betingelse for at yde landet kriselån.
- De valg, vi tager, vil være afgørende for det græske folk, siger Papademos.
Krisen og den hidtidige politik har forværret recessionen i landet og sendt arbejdsløsheden i vejret, siger premierministeren, der dog har tiltro til, at der kan rettes op på problemerne gennem reformer.
Papademos understreger, at regeringen skal gøre mere for at komme den omfattende skatteunddragelse til livs, noget som økonomer har peget på som en seriøs forhindring for, at Grækenland kan begynde at mindske underskuddet.
Målet er, at landets budgetunderskud skal ned til ni procent af BNP inden årets udgang, siger premierministeren ifølge Reuters.
I 2009 var det 15,7 procent og var sidste år nedbragt til 10,6 procent.
Papademos' tale er startskuddet på en to dage lang debat i parlamentet, der skal føre frem til en tillidsafstemning onsdag, hvor den ny regering vil bede om parlamentets opbakning.
Regeringen har støtte fra Grækenlands to største partier, det socialistiske Pasok og det konservative Ny Demokrati, og ventes ikke at få problemer med at overleve afstemningen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker