Papua Ny Guinea må opgive at bjærge lig efter naturkatastrofe
Lokale indbyggere i landsbyen Yambali i Enga-provinsen i Papua Ny Guinea. Billedet er fra den 29. maj, hvor de deltog i en redningsaktion i forsøget på at finde overlevende, der var blevet begravet i jordskreddet. I dag er højlandet erklæret som "no-go-zone" for folk udefra. Foto: Emmanuel Eralia/Ritzau Scanpix
For nuværende er det for farligt at bjærge ligene af dem, der døde under stort jordskred i Papua Ny Guinea.
Ligene af de landsbybeboere, der blev dræbt i det omfattende jordskred i Papua Ny Guinea, kommer ikke til at blive bjærget i den nærmeste fremtid.
Det oplyser militæret i Papua Ny Guinea onsdag.
Det skyldes, at det område, hvor jordskreddet skete, stadig er "for farligt" at arbejde i.
- Alle forsøg på at bjærge ligene er blevet aflyst på grund af faren, siger major Joe Aku.
- Det er på nuværende tidspunkt ikke en mulighed.
For knap to uger siden ramte et stort jordskred flere landsbyer i Papua Ny Guineas Enga-provins.
Enga-provinsen ligger i Papua Ny Guineas højland omkring 600 kilometer nord for hovedstaden, Port Moresby.
Joe Aku er en af de ledende militære embedsmænd, som fører tilsyn med situationen det ramte område.
Han har erklæret Højlandet for såkaldt "no-go zone", hvilket vil sige, det er afspærret for både den civile befolkning og for de nationale myndigheder.
Det gælder, indtil der meldes andet ud.
Det står endnu ikke klart, præcis hvor mange mennesker der mistede livet i jordskreddet, men i sidste uge sagde landets nationale katastrofecenter, at mere end 2000 personer var blevet begravet under jordmasserne.
Ifølge Joe Aku kan antallet af dræbte dog ligge nærmere 650.
Ifølge de lokale sundhedsmyndigheder er kun i alt ni lig blevet bjærget efter katastrofen.
- På dette stadie er det for farligt at være i området. Det er det værste og største jordskred, jeg nogensinde har set, siger han.
Papua Ny Guineas regerings afdeling for minedrift og naturkatastrofer har i en rapport meldt, at der er "stor sandsynlighed for yderligere jordskred" i det samme område "i den nærmeste fremtid".
Papua Ny Guinea er et af verdens mest udsatte steder, når det kommer til naturkatastrofer. Jordskred er ekstremt hyppige i højlandet.
Joe Aku siger, at der er drøftelser i gang med lokalsamfundet i Enga og provinsens lokale myndigheder om på et tidspunkt at opsætte et mindesmærke for de mennesker, der er "begravet under murbrokkerne".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde