Paris aflyser nytårsfyrværkeriet på grund af coronasituation
Det bliver ikke i år, at tusindvis af mennesker kommer til at se Triumfbuen oplyst af fyrværkeri. (Arkivfoto.) Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Overgangen til 2022 vil blive fejret på dæmpet vis i den franske hovedstad på grund af corona.
Planerne om bulder og brag over Champs-Élysées nytårsaften er aflyst.
Det oplyser Paris' borgmesterkontor lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Fyrværkeriet kommer ikke til at finde sted, og der kommer heller ikke til at være nogen dj-optrædener, lyder det i en meddelelse fra kontoret.
Et videnskabeligt udvalg har rådgivet den franske regering til "markante restriktioner" nytårsaften.
I den franske hovedstad har man "med beklagelse" nu aflyst alle nytårsbegivenheder på den verdensberømte boulevard.
Ligesom i Danmark er der i Frankrig bekymring i forhold til omikronvarianten.
Fredag sagde landets premierminister, Jean Castex, at man ville forbyde store offentlige fester nytårsaften. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Derudover sagde han også, at fyrværkeri ville blive forbudt, hvorfor Paris' meddelelse lørdag var ventet.
Castex mener, at denne covid-bølge - som er den femte og er drevet af deltavarianten - er tæt på sin top.
Men han peger samtidig på, at landet allerede har registreret flere hundrede omikrontilfælde, og at varianten ventes at blive dominerende næste måned.
I Danmark blev en række nye restriktioner meddelt fredag, og flere andre steder i Europa gør man sig også klar til jul og nytår i coronaens tegn.
Senest har Holland lørdag aften annonceret en nedlukning julen over og frem til mindst midten af januar.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har advaret om, at omikronvarianten vil være dominerende i Europa i midten af januar.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker