Parlamentsmedlem idømt dødsstraf for krigsforbrydelser
En særlig krigsforbryderdomstol i Bangladesh har for første gang dømt et siddende parlamentsmedlem til døden. Salauddin Qauder Chowdhury er dømt skyldig for krigsforbrydelser under uafhængighedskrigen i Bangladesh i 1971.
Det oplyser den private TV-kanal Somoy.
Salauddin Qauder Chowdhury blev tirsdag kendt skyldig for folkedrab, tortur og voldtægt under uafhængighedskrigen.
Den 64-årige Chowdhury har siddet i parlamentet i Bangladesh siden 1991. Han er medlem af det største oppositionsparti i Bangladesh - Bangladesh Nationalist Parti.
Bangladesh er godt i gang med at rydde op i fortidens synder. Siden januar har den særlige krigsforbryderdomstol kendt seks islamister skyldige i forbrydelser begået i 1971, hvor Chowdhury nu bliver den syvende.
Krigsforbryderdomstolen i Bangladesh blev nedsat for tre år siden for at undersøge de blodige overgreb under landets uafhængighedskrig.
Dommene har imidlertid skabt vrede i den muslimske del af befolkningen i Bangladesh og udløst omfattende uroligheder i landet. Mange demonstranter er blevet dræbt under protesterne, og den udgør en stor udfordring for regeringen under premierminister Sheikh Hasina
Myndighederne i Bangladesh har forud for dommen over Salauddin Qauder Chowdhury udkommanderet sikkerhedsstyrker i hovedstaden Dhaka og i Chowdhurys hjemby.
Det anslås officielt, at tre millioner mennesker blev dræbt under uafhængighedskrigen i Bangladesh i 1971. 200.000 kvinder blev voldtaget, og tusindvis af hjem blev brændt ned.
Bangladesh var en del af Pakistan, da det britiske kolonistyre i Indien sluttede i 1947 og førte til oprettelsen af en ny nation. Men Bangladesh, der dengang hed Østpakistan, opnåede med hjælp fra Indien uafhængighed i december 1971 efter en ni måneder lang krig.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker