Pårørende til nordmænd i Algeriet har hård ventetid
Det blodige gidseldrama i Algeriet er slut nu. Algeriske soldater har stormet gasfeltet og dræbt 11 gidseltagere, siger lokale medier, men situationen er på mange måder stadig meget uklar.
Selv om det angiveligt er slut i Algeriet, er der fortsat ikke oplysninger om skæbnen for seks nordmænd. De savnes i det kaos, der har været på gasfeltet siden i onsdags, da de militante islamister stormede det.
- Det har været et stærkt og følelsesladet møde. Jeg har mødt mennesker, som har gennemlevet prøvelser, vi andre knapt kan forestille os, siger Norges statsminister, Jens Stoltenberg.
Han har lørdag eftermiddag i Bergen holdt møde med pårørende til nordmændene på gasfeltet.
- Jeg har også mødt mennesker, som har oplevet den enorme lettelse, det er at få nogen hjem, siger han videre.
Syv af de 13 nordmænd, der var på gasfeltet, da det blev angrebet i onsdags, er i sikkerhed.
Gasfeltet drives i fællesskab af norske Statoil, der har samlet de pårørende til Statoil-ansatte i Algeriet på et hotel i Bergen, samt britiske BP og et lokalt selskab i Algeriet.
Efter besøget i Bergen rejste Stoltenberg tilbage til den norske hovedstad, Oslo.
Det ventes, at han på et tidspunkt lørdag aften holder pressekonference og kommer med flere oplysninger om situationen.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker