Partier boykotter valg i Egypten

Både det islamiske Muslimske Broderskab og det liberale oppositionsparti Wafd har besluttet at trække sig fra anden valgrunde ved parlamentsvalget i Egypten.

Det sker på grund af beskyldninger om, at der blev svindlet ved valget.

Det Muslimske Broderskab, der er forbudt, men stillede op med uafhængige kandidater, havde en femtedel af pladserne i det afgående parlament. Ved første valgrunde vandt den islamiske bevægelse ikke et eneste mandat.

Wafd, der kun fik to pladser i første valgrunde, trækker sig også.

- Vi vil trække os fra hele valget. De to, der er blevet valgt, trækker sig også, siger Wafds generalsekretær, Munir Fakhir Abdel Nur, til det franske nyhedsbureau AFP.

Fire lovlige partier fik tilsammen fem pladser, heriblandt Wafds to pladser, ud af de i alt 221 pladser, der fik sat navn og parti på i første valgrunde. Syv andre pladser gik til uafhængige kandidater, mens resten gik til præsident Hosni Mubaraks Nationaldemokratiske Parti NDP.

/ritzau/Reuters

Både islamister og liberale boykotter anden valgrunde i Egypten efter beskyldninger om svindel.

Offentliggjort Sidst opdateret