Partikilder: Mubarak er i Sharm el-Sheikh

Egyptens præsident, Hosni Mubarak, og hans familie er ankommet til Sharm el-Sheikh, oplyser partikilder.

Talsmand for regeringspartiet NDP, Mohammed Abdellah, siger, at Mubarak og hans familie har forladt Kairo og nu befinder sig i Sharm el-Sheikh ved Det Røde Hav.

Tidligere rapporterede tv-stationen Al-Arabiya, at Mubarak havde forladt landet, men den oplysning blev senere trukket tilbage.

Oplysningen om, at Mubarak havde forladt hovedstaden, kom på dag 18 i de demonstrationer, der har rystet det egyptiske styre.

Hundredtusinder af demonstranter har afvist de indrømmelser, som Mubaraks regering har givet. De nægter at indstille deres demonstrationer, før deres krav om, at Mubarak træder tilbage, er opfyldt.

- Han er nødt til at forlade landet, vores krav er klare. Vi ønsker, at hele NDP bliver opløst, for det har ødelagt landet, siger Magdy Sabry, der er en blandt tusinder af demonstranter, som har oprettet blokade ved det statslige tv's bygning i den centrale del af Kairo.

Uden for Mubaraks præsidentpalads i Kairo-forstaden Heliopolis siger 40-årige Mohammed Hamdan, at Mubarak endnu ikke har fattet pointen.

- Folk er ligeglade med, om han er i paladset eller ej. Vi vil af med ham som præsident, siger Hamdan, der arbejder for et oliefirma.

Torsdag overgav Mubarak noget af sin magt til sin magtfulde vicepræsident, Omar Suleiman, men han skuffede demonstranterne, der havde håbet, at han vil trække sig som præsident.

Over en million mennesker demonstrerede fredag mod Mubarak, viser en opgørelse fra det franske nyhedsbureau AFP.

En sikkerhedskilde siger, at der befandt sig næsten en million demonstranter i Kairo og omkring en halv million demonstranter i Alexandria.

/ritzau/Reuters

Egyptens præsident, Hosni Mubarak, og hans familie er ankommet til Sharm el-Sheikh, siger partikilder.

Offentliggjort Sidst opdateret