De skulle egentlig været fløjet fra Marokko til Beauvais lufthavnen nær Paris. Men den var lukket, så de godt 100 passagerer på et fly fra Ryanair endte i stedet i belgiske Liege sent tirsdag aften.
Udsigten til at skulle fragtes resten af vejen i busser, huede imidlertid slet ikke passagererne. Så de valgte i protest at blive siddende i flyet.
- Som hævn mod selskabet (Ryanair) nægter de at komme ud, kunne en ansat ved lufthavnen i Liege fortælle nyhedsbureauet AFP, efter at flyet var landet.
Klokken 3.30 sad passagererne - de fleste af dem franske turister - stadig i flyet. Lyset var blevet slukket, og besætningen var smuttet.
- Piloten forsvandt, han lod endda døren til cockpittet stå åben, fortalte én af passagererne til AFP.
Efter flere timers forhandlinger lykkedes det endelig lufthavnspersonalet at lokke passagererne ud af flyet og ind i lufthavnen, hvor de kunne vente på at komme med busserne.
- Forhandlingerne var så svære, at vi ikke var sikre på, at de ville komme ud, berettede en brandmand herefter.
Ryanair har onsdag morgen endnu ikke kommenteret sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker