Passagerfly fra Mozambique er meldt savnet
Et fly fra Mozambique Airlines med 28 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord er fredag meldt savnet undervejs fra det østafrikanske land Mozambique til det vestligt beliggende Angola, oplyser luftfartsselskabet.
Rute TM470 lettede fra Maputo klokken 10.26 og skulle efter planen være landet i Angolas hovedstad Luanda klokken 14.10. Men flyet er aldrig nået frem, hedder det i en erklæring fra Mozambique Airlines eller på portugisisk Linhas Aéreas de Mocambique (LAM).
- De første oplysninger gik på, at flyet kunne være mellemlandet i Rundo i det nordlige Namibia, tæt på grænsen til Botswana og Angola, hedder det videre i erklæringen.
- LAM, luftfartsmyndigheder og lufthavne arbejder på at få kontakt for at få bekræftet oplysningerne, tilføjer selskabet.
Luftfartsselskabets talsmand Norberto Mucopa vil fredag aften ikke sige noget om de ombordværendes nationalitet, ej heller, hvornår man senest var i kontakt med ruteflyet.
- Den seneste kontakt var i den nordlige del af Namibia, siger Mucopa til nyhedsbureauet AFP.
Rute TM470 beflyves ifølge fartplanen af et brasiliansk produceret to-motoret jetfly af typen Embraer 190 med plads til 93 passagerer. Derfor er det nærliggende at formode, at det savnede fly er et af de tre Embraer 190-fly, som LAM anskaffede i 2009.
Ligesom alle andre luftfartsselskaber, der har et Air Operator's Certificate, udstedt i Mozambique, har LAM siden 2011 haft forbud mod at lande i lufthavne inden for EU. Det skyldes, at Mozambique ikke opfylder de internationale sikkerhedsforskrifter.
Det 91 procent statsejede luftfartsselskab i Mozambique har en historie, der går tilbage til det portugisiske kolonistyre. I august 1936 fik DETA luft under vingerne, og siden har luftfarten i Mozambique levet en turbulent tilværelse.
Tilbage i 1984 indledte LAM Mozambique Airlines flyvninger fra Maputo til København.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde