Passiv rygning dræber 600.000 om året

Rygning er ikke kun farligt for rygerne selv.

Ifølge en ny undersøgelse fra verdenssundhedsorganisationen WHO er passiv rygning skyld i 600.000 dødsfald om året verden over.

Undersøgelsen er den første, der ser på den globale påvirkning af passiv rygning, og forskerne bag kan ud over det høje dødstal, som rygningen er skyld i, også påvise, at den passive rygning især er hård ved en bestemt gruppe i samfundet.

Således påpeger undersøgelsen, at det er børn, der rammes hårdest, når det kommer til passiv rygning, og omkring 165.000 af de 600.000 dødsfald sker blandt børn, der er eksponeret for røg.

- To tredjedele af dødsfaldene sker i Afrika og Sydasien, skriver forskningsleder Annette Pruss-Ustun i rapporten.

Det er primært i hjemmet, at børnene bliver eksponeret for røgen, og kombinationen af smitsomme sygdomme og tobak "lader til at være en dødelig kombination for børn i disse områder", hedder det i WHO-undersøgelsen.

Undersøgelsen bygger på data fra 192 lande. Forskerne har baseret resultaterne på tal fra 2004, da det var den eneste måde, hvorpå de kunne skaffe sammenlignelige data fra alle lande.

I undersøgelsen kan man ligeledes læse, at 40 procent af ikke-rygende børn, 33 procent af ikke-rygende mænd og 35 procent af ikke-rygende kvinder blev udsat for passiv rygning i 2004.

Kun 7,4 procent af verdens befolkning bor i områder, hvor der er vedtaget omfattende ikke-ryge-love, men lovene bliver ikke overholdt lige godt alle steder, skriver WHO.

/ritzau/

Hvert år dør 600.000 mennesker som følge af passiv rygning, viser ny global undersøgelse. En tredjedel er børn.

Offentliggjort Sidst opdateret