Pave forlader Brasilien efter gigantisk strandmesse

Pave Frans har forladt Brasilien, hvor hans historiske besøg kulminerede med en gigantisk strandmesse for tre millioner mennesker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den første pave, der er født i Latinamerika, har under sit besøg i Rio de Janeiro lovet at skabe en mere enkel og mere ydmyg katolsk kirke. Han har igen og igen opfordret de katolske præster til at gå ud i slumkvartererne, som han selv har besøgt i Rio.

- Vær ikke bange for at bringe Kristus ind i alle områder af tilværelsen - selv i samfundets yderste udkant hos dem, der er længst væk og mest ligegyldige over for kirken, lyder et af de gennemgående budskaber fra den 76-årige paves besøg i Rio de Janeiro.

- Biskopper må være præster, der er tæt på folk. Mænd, som elsker fattigdommen, og mænd, der ikke tænker og opfører sig som fyrster. Mænd, der ikke er ambitiøse, men som er i stand til vogte over deres flok.

Paven, som ledede en gigantisk messe på Rio de Janeiros berømte strand Copacabana, hvor mange badede i havet under gudstjenesten, siger, at hans besøg vil give næring til hans bønner.

- Jeg begynder allerede nu at savne Brasilien, hvor den fantastiske befolkning har vist mig så mange følelser og venskab, siger pave Frans, hvis rejse til Rio var hans første som pave.

Katolikkernes religiøse overhoved ankom til Brasilien mandag i sidste uge, og den 76-årige argentiner fik fra begyndelsen en rockstjerne-modtagelse i Sydamerikas største land.

Et af pavens vigtigste mål med den ugelange rejse var at give ny energi til katolicismen i det folkerige land. Vatikanet er bekymret for, at såvel sekulære tanker som andre kristne trosretninger bliver stærkere blandt brasilianerne.

/ritzau/AFP