Pave Frans er på plads som Roms biskop

Den nyudnævnte pave Frans tog søndag det sidste formelle skridt i forbindelse med sin udnævnelse til den katolske kirkes overhoved midt i marts, da han ved en følelsesladet ceremoni i Rom blev indsat som biskop af Rom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden sin tiltræden har sydamerikaneren netop ofte benævnt sig selv som Roms biskop snarere end hele den katolske verdens pave. Det har mange iagttagere betragtet som et tegn på ydmyghed.

Paven blev søndag kørt rundt på pladsen foran Johanneskirken - biskoppen af Roms officielle hovedsæde - i en åben bil foran flere tusinde fremmødte, der råbte "længe leve paven" og viftede med bannere med påskriften "Vi elsker dig!"

Pave Frans kvitterede med smil og kys til de børn, der blev løftet op til ham af hans sikkerhedsvagter.

På grund af en stærk blæst måtte argentineren tage sin hvide kalot af, mens han vinkede til masserne.

Inde i den kæmpemæssige kirke talte den 76-årige pave særligt til en lang række ældre og handicappede personer til stor begejstring for tilskuerne.

- Gud venter altid på os, også når vi har forladt ham. Vi får mange tilbud fra verden omkring os, men lad os tage imod Guds tilbud i stedet, siger den første ikke-europæiske pave i knap 1300 år i sin prædiken.

- Guds tålmodighed vil give os mod til at vende tilbage til ham, lige meget hvor mange fejl og synder vi har i vores liv, fortsætter han.

Pave Frans har, siden han blev valgt til embedet, fokuseret på at bringe den katolske kirke nærmere de nødlidende rundt i verden - noget han også var optaget af, da han var ærkebiskop i Buenos Aires.

/ritzau/AFP