Pave Frans faster og indleder maratonbøn for Syrien

Den katolske kirke opfordrer til, at hele verdens befolkning går sammen om at faste og bede for fred i Syrien og samtidig modsætter sig en militær intervention i det borgerkrigshærgede land.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kirkens overhoved, pave Frans, holder i den forbindelse et fire timer langt bønnemøde på Peterspladsen i Rom lørdag.

Samtidig vil der blive holdt lignende arrangementer i flere andre byer verden over - blandt andet i Bagdad, Jerusalem, Mumbai og Buenos Aires, lyder det.

Paven har opfordret til et "nødråb om fred", uanset om man tilhører verdens 1,2 milliarder katolikker, en anden trosretning eller er ateist.

Den katolske kirke har i den seneste tid forsøgt at mobilisere sine tilhængere - både gennem traditionelle kanaler, men også ved hjælp af sociale medier. Budskabet er at bede og faste for fred.

- Fred er et gode, der overvinder enhver barriere, fordi fred tilhører hele menneskeheden #prayforpeace, har pave Frans blandt andet skrevet på Twitter.

- Aldrig igen krig! Krig aldrig igen!, har han også skrevet på mikroblog-siden.

Pavens tiltag er usædvanligt, men der er forekommet lignende aktioner tidligere. Blandt andet stod pave Johannes Paul II i spidsen for en global dag med bønner efter angrebet på New York 11. september 2001.

Paven vil tale kortvarigt under den lange seance på Peterspladsen. Et stort flag vil samtidig blive hejst i Assisi, hjemstedet for helgenen Frans, som paven tog sit navn efter, da han blev valgt til posten i marts.

/ritzau/AFP