Pave Frans gør sig klar til sin hidtil længste udlandsrejse

Søndag tager pave Frans på besøg i det nordøstlige Italien. Til september tager han den længste udlandsrejse, siden han blev udnævnt. (Arkivfoto). Foto: Stefano Spaziani/Ritzau Scanpix

Med en tur til den italienske by Trieste søndag varmer paven op til sin længere rejse til Asien i september.

Offentliggjort Sidst opdateret

Pave Frans rejser søndag til den italienske by Trieste, hvor han både skal hilse på en række migranter og prædike ved en udendørs messe.

Turen til Trieste, som ligger i det nordøstlige Italien, sker forud en større tur til Asien, som paven har i kalenderen til september.

Rejsen til Asien, som er planlagt til at vare i alt 12 dage, vil være hans hidtil længste, siden han blev udnævnt.

Siden pave Frans i september sidste år rejste til Marseille i Sydfrankrig, har det 87-årige overhoved for Vatikanet begrænset sin rejseaktivitet.

Han har således kun været på indenrigsture ligesom den, han søndag begiver sig ud på.

Det er sket, efter at paven i de seneste år har været udfordret på sit helbred.

Han har flere gange måtte aflyse planer på grund af blandt andet en indlæggelse for bronkitis, knæproblemer og en operation i tyktarmen.

Når paven til september igen drager uden for Italiens grænser, skal han på knap to uger både besøge Indonesien, Singapore, Papua Ny Guinea og Østtimor.

Søndagens tur til Trieste er noget kortere. Det ventes at være en halvdagstur, der starter omkring klokken 8 om morgenen, når paven ankommer i helikopter.

Pave Frans skal først holde tale i byens messecenter, hvorefter han skal mødes med flere grupper af personer fra både religiøse og akademiske kredse i området.

Han skal også mødes med migranter og personer med handicap i byen.

Til sidst skal paven prædike ved en messe i centrum af byen, før han tidligt på eftermiddagen tager tilbage til Vatikanet.

Det var i 2013, at pave Frans blev udpeget som overhoved for verdens 1,3 milliarder katolikker.

Der bliver af og til spekuleret i tilstandens for hans helbred - og særligt i hvorvidt han kan finde på at trække sig fra sin post før tid.

Han har selv holdt døren åben for at træde tilbage som pave, hvis hans helbred ikke holder til at være den katolske kirkes overhoved.

Hans forgænger, pave Benedikt, valgte at trække sig tilbage, da han ikke længere syntes, at hans helbred tillod ham at varetage rollen.

/ritzau/AFP