Pave Frans græd sammen med ofre for seksuelt misbrug i Chile
Pave Frans mødtes tirsdag med en lille gruppe af ofre for seksuelt misbrug begået af præster i Chile under sit besøg i landet. Foto: Scanpix/Pablo Vera Lisperguer
Scanpix/Pablo Vera Lisperguer
Under sit besøg i Chile søgte pave Frans om tilgivelse for flere misbrugsskandaler i det sydamerikanske land.
Under sit tre dage lange besøg i Chile mødtes pave Frans tirsdag med en lille gruppe af ofre for seksuelt misbrug begået af præster i det sydamerikanske land.
Under "det strengt private møde" på Vatikanets apostolske ambassade i hovedstaden Santiago fortalte ofrene pave Frans om de lidelser, de har været udsat for.
- Paven lyttede til dem, bad for dem og græd sammen med dem, oplyser Vatikanet i en meddelelse.
Tidligere tirsdag under et møde med Chiles socialistiske præsident, Michelle Bachelet, udtalte den 81-årige pave:
- Jeg kan ikke begynde at udtrykke den smerte og skam, jeg føler over den uoprettelige skade, som nogle af kirkens repræsentanter har forvoldt børnene.
Pave Frans lovede i samme ombæring at arbejde for at sikre, at misbrug aldrig vil finde sted igen.
Ligeledes tirsdag holdt paven en udendørsmesse for omkring 400.000 tilhængere i O'Higgins Park i Santiago.
Men det var ikke alle i den chilenske hovedstad, der var lige begejstrede for pavens besøg. Således udbrød der sammenstød mellem demonstranter og politi nær parken under pavens messe.
Politiet brugte pansrede køretøjer og vandkanoner til at skille demonstranterne, og flere personer blev anholdt.
Mange af demonstranterne råbte "pædofile medskyldige", idet de nærmede sig O'Higgins Park.
En mand klædt som paven og to andre klædt som nonner hængte et banner ned fra en balkon i en nærliggende bygning, hvorpå der stod: "Frans, medskyldig i pædofile forbrydelser".
Pave Frans' besøg i Chile er blevet overskygget af en nylig offentliggjort rapport. Heri er knap 80 medlemmer af den katolske kirke i landet anklaget for seksuelt misbrug af mindreårige siden 2000.
Flere end halvdelen af dem er blevet dømt skyldige ved en af Vatikanets domstole.
Der har også været megen kritik af pave Frans' udnævnelse af en biskop i den sydlige by Osorno i 2015. Biskoppen er beskyldt for at have dækket over den indflydelsesrige præst Fernando Karadima, som Vatikanet i 2011 dømte skyldig i børnemisbrug.
Flere af ofrene mener, at pavens opfordring til tilgivelse ikke er nok.
- Vi har brug for konkrete handlinger, som paven ikke har lagt op til i den chilenske kirke, siger Juan Carlos Claret, talsmand for en gruppe i Osorno, der kræver, at paven fjerner biskop Juan Barros fra embedet.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker