Pave Frans: Hjælp fattige lande med coronavaccinationer
Pave Frans har søndag holdt sin traditionelle påskemesse og efterfølgende tale i Vatikanet. Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Påskedag blev markeret i Vatikanet, hvor pave Frans blandt andet har holdt sin tale "til byen og verden".
Pave Frans har søndag - på påskedag - blandt andet opfordret til, at man får fordelt coronavaccinationer til lande over hele verden.
Det sker i forbindelse med pavens traditionelle påsketale "Urbi et Orbi" ("til byen og verden"). Her er det kutyme, at paven adresserer globale udfordringer og opfordrer til verdensfred.
Talen følger umiddelbart efter påskemessen i Peterskirken.
Søndag var coronapandemien naturligt nok en del af dagsordenen.
- Jeg opfordrer hele det internationale samfund til i det globale ansvars ånd at overvinde forsinkelser i vaccinedistributionen og tilbyde sin hjælp til distribution - særligt til de fattigste lande, siger han.
Den globale vaccineudrulning har været skævt fordelt indtil videre.
Selv om Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har iværksat Covax-samarbejdet, der skal sikre vacciner til fattigere lande, så er nogle rige lande langt længere fremme med deres vaccineprogrammer.
Det har fået hård kritik fra WHO, der kalder skævvridningen "grotesk".
Pave Frans siger i sin tale søndag også, at det er "skandaløst", at væbnede konflikter er fortsat i stor stil under pandemien.
- Pandemien spreder sig fortsat, og den sociale og økonomiske krise er stadig slem - særligt for de fattige. Alligevel - og det er skandaløst - er væbnede konflikter ikke blevet stoppet, og militære våbenlagre vokser, siger paven.
Han fremhæver blandt andet også situationen i Myanmar, hvor landets militær har væltet de demokratiske ledere og sat sig tungt på magten.
Paven hylder "Myanmars unge folk, der er fast besluttet på at støtte demokratiet og lade deres stemmer blive hørt på en fredelig måde".
Mere end 550 personer er blevet dræbt under demonstrationer i Myanmar efter et militærkup 1. februar. Pave Frans besøgte Myanmar i 2017.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker