Paven benåder tidligere butler

Pave Benedikt benåder sin tidligere butler, som er ved at afsone en fængselsdom for tyveri i den såkaldte VatiLeaks-sag om stjålne og lækkede dokumenter, oplyser Vatikanet.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Paven besøgte den tidligere butler i fængslet for personligt at fortælle ham om benådningen, og butleren er nu på fri fod, hedder det i en pressemeddelelse fra Vatikanet.

Også en anden person, som var blevet dømt i sagen, er blevet benådet.

- I morges har Den Hellige Fader Benedikt XVI besøgte Paolo Gabriele i fængslet for at bekræfte sin tilgivelse og personligt oplyse ham om benådningen, hedder det i erklæringen.

Gabriele blev den 6. oktober idømt 18 måneders fængsel for at have stjålet følsomme dokumenter fra paven.

Han blev arresteret i maj og tiltalt for at have stjålet dokumenter fra pavens skrivebord, for at have kopieret dem og for at give dem videre til en italiensk journalist.

Den 46-årige Paolo Gabriele, der er far til tre, sagde selv efter dommen, at han handlede ud fra kærlighed til kirken.

Benådningen, der allerede under retssagen var ventet i Rom, blev offentliggjort af Vatikanets talsmand, Federico Lombardi.

Mange af de hemmelige dokumenter fra paven, som butleren stjal, skulle have været tilintetgjort.

De lækkede dokumenter indeholdt blandt andet et brev fra en tidligere højtplaceret person i Vatikanet, der klager over, at han er blevet frataget sin post, fordi han forsøgte at stoppe udbredt korruption og svindel i pavestaten.

I et interview tidligere i år udtrykte Gabriele fortvivlelse over det hemmelighedskræmmeri, der er i Vatikanet, og som blandt andet omfatter drab, selvmord og en Vatikan-ansats datters mystiske forsvinden i 1983.

Nogle af de dokumenter, som Gabriele skal have lækket, blev udgivet i maj i en bog af journalisten Gianluigi Nuzzi med titlen "The Secret Papers of Benedict XVI".

/ritzau/Reuters