Paven kalder himlen

Forberedelserne til rumfærgen Endeavours sidste mission er i fuld sving.

Holder planen, opsendes rumfærgen på fredag den 29. april, og så begiver den sig op til ISS, den permanente rumstation, som er i kredsløb om Jorden.

Der er tale om en rumfærd, der på mange måneder er noget ud over det sædvanlige.

Ifølge Vatikanets avis, L'Osservatore Romano, vil pave Benedikt for første gang nogensinde lave et telefonopkald til himlen, når Endeavour er koblet til ISS.

Den 4. maj ringer paven for at tale med to italienere på ISS. Den ene er i øjeblikket på rumstationen, mens den anden kommer derop med Endeavour.

Endeavour bliver sendt til himmels med en opmærksomhed, som sjældent er set.

De lokale aviser i Florida skriver, at politiet venter, at rigtig mange mennesker vil begive sig så tæt på affyringsrampen på Cape Canaveral, som det er muligt, for at se Endeavour bliver opsendt for sidste gang.

Det skaber betydelige trafikale udfordringer.

Da rumfærgen Discovery blev opsendt på sin sidste tur i februar, var der knapt en halv million mennesker ved Cape Canaveral. En talsmand for turistmyndighederne i området siger til space.com, at der ventes flere denne gang.

For efterhånden, som rumfærgeprogrammet lakker mod enden, er der blevet flere og flere tilskuere. Når Endeavour-missionen er slut, er der kun en rumfærgetur tilbage, nemlig Atlantis den 28. juni.

Nogle af tilskuerne skal dog nok finde vej til Cape Canaveral uden så mange problemer. Præsident Barack Obama kommer, og han tager sin kone, Michelle, og parrets døtre, Malia og Sasha, med.

Endeavours kaptajn, Mark Kellys, kone skal nok også få en plads på første række, hvis hun kommer. Hun er kongresmedlem Gabrielle Gifford, der blev hårdt såret af skud ved et attentat i januar.

Seks mennesker blev dræbt ved attentatet i Arizona.

Ifølge Reuters siger Kelly, at lægerne nu fortæller, at hun muligvis er kommet sig så meget, at hun kan rejse til Florida og se opsendelsen.

Hun er ikke set offentligt siden attentatet, hvor hun blev skudt i hovedet.

/ritzau/

Pave Benedikt vil for første gang ringe til himlen. Han ringer til to italienere på historisk rumfærd.

Offentliggjort Sidst opdateret