Paven mødt af kysseprotest i Barcelona

Pave Benedikt XVI blev mødt af et par hundrede kyssende bøsser og lesbiske, der demonstrerede mod hans tilstedeværelse i den spanske by Barcelona søndag.

De homoseksuelle afbrød kun deres fem minutter lange kysseaktion for at råbe protester mod paven, som besøgte Barcelonas berømte Sagrada Familia-kirke.

- Vi er her for at demonstrere mod pavens besøg og opfordre til en mentalitetsændring i den katolske kirke, der stadig er imod vores ret til anderledes former for kærlighed, siger Sergi Diaz.

- Religioner taler om fred, medmenneskelighed og respekt, men de diskriminerer mod disse værdier, tilføjer en anden demonstrant, 26-årige Helena Coll.

En anden gruppe demonstranter talte omkring 100 feminister og aborttilhængere.

- Som repræsentant for den katolske kirke har paven givet sig selv ret til at bestemme over vores kroppe, siger Montse Pineda på 59 år med henvisning til den katolske kirkes modstand mod abort.

Bag hende hang et stort banner med teksten: "Vi kvinder vil ikke have dig. Hold dine rosenkranse væk fra vores æggestokke".

I antal druknede demonstranterne dog lidt blandt de titusinder, der var mødt op for at hylde paven.

- Længe leve paven, råbte de, mens den 83-årige Benedikt drog gennem menneskemængden.

Den katolske kirke har fordømt en række tiltag, som Spaniens socialistiske regering har gennemført i de seneste år, herunder nemmere adgang til abort, hurtigere skilsmisse og ægteskab for homoseksuelle.

/ritzau/AFP

Hundredvis af homoseksuelle og feminister var mødt op for at protestere mod pavens besøg i Barcelona, blandt andet med en kysseaktion.

Offentliggjort Sidst opdateret