Pence indleder kampagne med Trump-kritik: Han var hensynsløs
Mike Pence tog onsdag hul på sin præsidentkampagne i Ankeny i den amerikanske delstat Iowa. Foto: Stephen Maturen/Ritzau Scanpix
På dagen, hvor Kongressen blev stormet, var Donald Trump med til at bringe folk i fare, siger Mike Pence.
Den tidligere amerikanske vicepræsident Mike Pence har onsdag skudt gang i sin præsidentkampagne ved et arrangement i delstaten Iowa.
Her langer han ud mod sin tidligere chef, ekspræsidenten Donald Trump.
Blandt andet kritiserer han Trump for at have handlet uforsvarligt den 6. januar 2021, hvor USA's Kongres var udsat for et stormløb.
- Som jeg har sagt mange gange, så var præsident Trumps ord på den skæbnesvangre dag hensynsløse, og de bragte min familie og alle i Kongressen i fare, siger Pence ifølge nyhedsbureauet AFP.
Pence meddelte tidligere onsdag - på sin 64-års-fødselsdag - officielt, at han forsøger at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2024.
Ved arrangementet i Iowa fremlægger han sin måske skarpeste kritik hidtil af Trumps rolle i forbindelse med stormløbet.
- Jeg mener, at alle, der sætter sig selv over forfatningen, aldrig bør kunne blive præsident i USA, siger Pence ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Og alle, der beder andre om at sætte dem over forfatningen, skal ikke kunne blive præsident i USA igen, lyder det.
Trump nægtede at erkende sit nederlag efter præsidentvalget i 2020.
Da stormløbet 6. januar fandt sted, befandt Pence sig i kongresbygningen for i sin egenskab af vicepræsident at lede det møde, hvor den nuværende præsident Joe Bidens valgsejr formelt skulle godkendes.
Trump havde forsøgt at presse Pence til at erklære valgresultatet ugyldigt. Det nægtede Pence at gøre, med henvisning til at det var forfatningsstridigt.
Det er sjældent, at en tidligere vicepræsident stiller op imod en præsident, som han selv har tjent under. I amerikansk historie er det kun sket en håndfuld gange, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Blandt de øvrige, der prøver at bliver Republikanernes præsidentkandidat, er Florida-guvernør Ron DeSantis, tidligere New Jersey-guvernør Chris Christie og den tidligere FN-ambassadør Nikki Haley.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde