Pensioneret brigadegeneral er ny præsident i Sierra Leone
Den 53-årige pensionerede brigadegeneral Julius Madaa Bio er Sierra Leones nye præsident. Foto: Scanpix/Issouf Sanogo
Scanpix/Issouf Sanogo
53-årige oppositionskandidat Julius Maada Bio vinder en snæver sejr over Samura Kamara fra regeringspartiet.
Sierra Leones nye præsident hedder Julius Maada Bio.
Det står klart sent onsdag aften lokal tid, hvor det endelige valgresultat viser en snæver sejr til oppositionskandidaten.
Ved valget 31. marts fik Julius Maada Bio fra Sierra Leones Folkeparti (SLPP) således 51,81 procent af stemmerne.
Samura Kamara fra regeringspartiet Folkekongressen (APC) fik 48,19 procent af stemmerne.
Ernest Bai Koroma har siddet som præsident i to perioder siden 2007 og kunne derfor ikke genopstille.
Valgkampens vigtigste temaer har været kampen mod korruption og fattigdom.
Oppositionen har anklaget præsident Ernest Bai Korom og APC for korruption og dårlig ledelse, hvilket Julius Maada Bio har lovet at gøre en ende på.
53-årige Bio er en pensioneret brigadegeneral. I 1992 deltog han i et kup, og fra januar 1996 til marts samme år ledede han Sierra Leones militærjunta, som styrede landet.
Det vestafrikanske land har omkring syv millioner indbyggere og er blandt verdens fattigste lande. På organisationen Transparency Internationals korruptionsindeks ligger Sierra Leone på en 130.-plads ud af 180 lande.
Det officielle resultat fra lørdagens valg har været forsinket. Det skyldes en strid om en optællingsmetode, der betød, at stemmesedler fra 11.000 valgsteder ikke var gjort rede for.
Valgkampen har generelt været præget af en hård tone mellem kandidaterne og sporadisk vold i gaderne.
Politiet har meldt om flere angreb på både kandidater og tilhængere på begge sider siden den første runde af valget 7. marts. Her vandt Bio efter nærmest dødt løb. Således fik han 43,3 procent af stemmerne og Kamara 42,7 procent.
Selv om internationale valgobservatører har rapporteret om nogle "problemer" under den anden runde af valget 31. marts, så har observatørerne erklæret sig "tilfredse" med afstemningen overordnet set.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker