Per Stig påpeger homofobi i Litauen

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) rejste tirsdag under et besøg i Litauen sagen om en lov, landets parlament har vedtaget, der er blevet betegnet som "homofobisk". Det skete i forbindelse med møder i parlamentet i Vilnius.

- Jeg har under mødet med den litauiske præsident og udenrigsminister udtrykt stærk bekymring for lovændringen og de negative følger, den kan få - ikke mindst for homoseksuelles og biseksuelles rettigheder, siger Per Stig Møller.

Den kontroversielle lov blev vedtaget i juli med et overvældende flertal i det litauiske parlament. Loven, der træder i kraft til marts næste år, forbyder offentlig udbredelse af informationer, der forherliger såvel homoseksualitet som biseksualitet og polygami samt billeder af heteroseksuelle samlejer, døde mennesker og lemlæstede kroppe. International kritik af loven har siden fået Litauen til at se nærmere på denne.

- I Europa 2009 burde det være udelukket at diskriminere folk på baggrund af deres seksuelle orientering. Det er derfor positivt, at præsidenten har nedsat et udvalg af menneskerettighedssagkyndige til at undersøge sagen. Vi vil fra dansk side følge udvalgets arbejde, siger Per Stig Møller.

De litauiske parlamentarikere siger, at de med loven ønsker at hindre, de omhandlede billeder og oplysninger får en skadelig indflydelse på børnenes mentale sundhed og deres fysiske, intellektuelle og moralske udvikling.

 Menneskeretsgruppen Amnesty International tager afstand fra loven, som den betegner som "homofobisk" og "en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og mod forbuddet mod diskrimination af seksuelle minoriteter".

/ritzau/

Under et besøg i Litauen rejser den danske udenrigsminister sag om en lov, som menneskeretsgrupper kalder "homofobisk".

Offentliggjort Sidst opdateret