Peres: Angreb på Iran er sandsynligt

Ifølge den israelske præsident Shimon Peres er "et angreb på Iran forestået af Israel og andre lande mere og mere sandsynligt".

- De forskellige landes efterretningstjenester, som holder øje med Iran, er bekymrede og lægger pres på deres ledere med advarsler om, at Iran er parat til at anskaffe sig atomvåben, sagde Shimon Peres lørdag aften til israelsk tv.

- Vi må henvende os til disse lande for at sikre, at de lever op til deres forpligtelser, erklærede Peres uden at nævne landene ved navn.

Israel gennemførte torsdag en omfattende civilforsvarsøvelse i Tel Aviv-området, med et simuleret svar på missilangreb med eller uden atomvåben.

Onsdag afprøvede Israel et raketsystem, som ifølge presserapporter er i stand til at affyre ballistiske missiler. Fra officiel side blev der dog afstået fra at kommentere enkeltheder om systemet, og der blev talt om en rutinetest.

Samme dag rapporterede avisen Haaretz, at den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Ehud Barak forsøger at skaffe sig opbakning i regeringen til et angreb på Iran.

En meningsmåling i Haaretz har vist, at den israelske befolkning er delt midt over i spørgsmålet om et eventuelt angreb på Irans atomfaciliteter.

41 procent af israelerne er for et angreb, mens 39 procent er imod, og 20 procent er i tvivl om, hvad de skal svare.

Samtidig forsikrer Iran, at landet vil "straffe" Israel i tilfælde af et angreb på iransk territorium.

/ritzau/AFP

Israel skærper til stadighed tonen over for Iran. Nu advarer præsident Peres om, at et angreb er sandsynligt.

Offentliggjort Sidst opdateret