Personer under 50 kilo advares under kraftigt stormvejr i Beijing
Det kraftige vejr har blandt andet resulteret i 800 væltede træer i Beijing. Foto: Tingshu Wang/Reuters
Kraftigt vejr rammer Kinas hovedstad, Beijing. Fly aflyses, og folk opfordres til at blive hjemme.
Et voldsomt blæsevejr rammer Kinas hovedstad, Beijing, hen over weekenden, og myndigheder advarer særligt den del af befolkningen, der vejer mindst.
Millioner af kinesere opfordres til at blive inden døre. Personer, der vejer mindre end 50 kilo, kan "nemt blæse væk".
Sådan lyder myndighedernes advarsel i Kina ifølge BBC.
I weekenden rammer et voldsomt blæsevejr Beijing og andre områder af det nordøstlige Kina.
Vindstødene ventes at nå op på 41,5 meter i sekundet omkring Beijing og Hebei-provinsen.
Herhjemme vil den hastighed kategoriseres som en kraftig orkan.
Vindstød af den styrke i Kina er ikke set i mange år, skriver BBC.
Indbyggere på arbejde er blevet bedt om at skynde sig hjem, og skoler og universiteter og flere attraktioner er lukket. Foto: Tingshu Wang/Reuters
Det ekstreme vejr har fået temperaturen i Beijing til at falde med 13 grader på bare 24 timer.
Alene Beijing har et indbyggertal på 22 millioner. I hele Hebei-provinsen bor der 75 millioner mennesker.
Indbyggere på arbejde er blevet bedt om at skynde sig hjem, og skoler og universiteter og flere attraktioner er lukket.
Blandt andet er turistattraktionerne den forbudte by, sommerpaladset og en populær strækning af den kinesiske mur lukket for besøgende.
I løbet af lørdagen var 838 flyafgange aflyst fra Beijings to største lufthavne, og en lang række højhastighedstog er aflyst.
Ifølge kinesiske statsmedier var der lørdag eftermiddag lokal tid væltet 800 træer, mens omkring 7000 mennesker i Beijing var evakueret.
De kraftige vinde kommer fra en koldfront fra Mongoliet og vil stå på i hele weekenden.
Kinesiske myndigheder rangerer vindstyrker på en skala fra 1 til 17.
Niveau 11 og 12 kan forsage seriøse og ekstreme ødelæggelser.
Weekendens vindstød ventes at ligge omkring niveau 11 til 13, skriver BBC.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker