Pilot blev presset ved præsidentfly-styrt

Da et fly med 96 ledende polakker, herunder præsident Lech Kaczynski, om bord styrtede ned i Rusland den 10 april 2010, blev piloten tilsyneladende udsat for pres af ledende embedsmænd, der befandt sig i cockpittet.

Det fremgår af den officielle undersøgelse, som de russiske myndigheder har foretaget af ulykken. Alle om bord blev dræbt.

En af dem, der var i cockpittet, var chefen for det polske luftvåben, og ifølge undersøgelsesrapporten blev der fundet alkohol i hans blod.

- Tilstedeværelsen af højtstående embedsmænd i cockpittet - Polens luftvåbenchef og protokolchefen - og en forventet negativ reaktion fra den vigtigste passagerer satte besætningen under psykologisk pres og påvirkede beslutningen om at lande under ligegyldigt hvilke forhold, siger Tatijana Anodina, leder af undersøgelsen.

Hun siger ikke noget om, hvem den vigtigste passager var, men det er tilsyneladende en henvisning til præsident Kaczynski.

Hun bekræfter dermed nogle af de oplysninger, der kom frem kort efter styrtet, om at der havde været andre end piloterne i cockpittet, da Tu-154-flyet styrtede, mens det forsøgte at lande i tyk tåge nær byen Smolensk i det nordvestlige Rusland.

Under flyvningen til Rusland fik besætningen gentagne gange informationer om, at vejrforholdene i lufthavnen ved Smolensk var dårlige, men "alligevel traf besætningen ikke en beslutning om at lande i en anden lufthavn", siger hun.

Allerede i december kritiserede Polens premierminister, Donald Tusk, undersøgelsen. Han betegnede den ifølge det tyske nyhedsbureau dpa som "uacceptabel" og sagde, at nogle af dens konklusioner er truffet "uden grundlag".

/ritzau/AFP

Ledende embedsmænd pressede pilot kort før styrt med Polens præsident. Luftvåbenchef havde alkohol i blodet.

Offentliggjort Sidst opdateret