Piloter reddet i hurtig indsats efter flystyrt i Grønland
Arktisk Kommando har på Facebook offentliggjort billeder fra mandagens redningsaktion efter et flystyrt i Sydgrønland.
Arktisk Kommando/Free
Mandag styrtede et lille fly i Sydgrønland. To personer blev hurtigt reddet i land, oplyser Arktisk Kommando.
Mandag ved middagstid styrtede et lille fly i havet sydvest for Qaqortoq i Sydgrønland.
De to piloter om bord blev dog hurtigt reddet i land.
Det fremgår af et Facebook-opslag fra Arktisk Kommando, der tirsdag deler flere detaljer om aktionen.
- To af Arktisk Kommandos enheder fik i går ved enestående indsats reddet to personer, efter deres fly var styrtet i havet, skriver Arktisk Kommando.
Det var mandag klokken 12.17, at der kom en nødmelding fra det tyskindregistrerede fly, der var på vej fra Canada til Narsarsuaq i Sydgrønland.
Besætningen fra et Challenger-fly fandt hurtigt frem til flyets position og kunne følge det, mens det styrtede mod havet.
I havet sydvest for Qaqortoq kom de to piloter fra de lille fly i en redningsflåde, og herfra kunne de vinke til besætningen på Challenger-flyet, som blev i området.
Imens havde inspektionsskibet Triton sat kursen mod de to piloters redningsflåde, og inden for 30 minutter blev de reddet op i Tritons gummibåd.
- De har det fint. De blev tilset af skibslægen på Triton, og så kom de på politistationen til afhøring, sagde Annette Ostenfeldt, som er vagtchef ved Grønlands Politi, efter flystyrtet til det grønlandske medie KNR.
Arktisk Kommando har ikke yderligere kommentarer til sagen og efterforskningen.
Men aktionen kaldes "skoleeksemplet på fremragende samarbejde" mellem Arktisk Kommando i Nuuk og enhederne, som er indsat under Arktisk Kommandos ledelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned