Pind øger tørkebistand til Afrikas Horn

Afrikas Horn er ramt af en rædselsfuld tørkekatastrofe. Derfor øger Udenrigsministeriet støtten til Red Barnet med to millioner kroner.

- Den nuværende tørke ser ud til at blive den værste i de sidste 50 år, så det er nødvendigt at vi følger situationen fra dag til dag, siger udviklingsminister Søren Pind (V) i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Tørkekatastrofen har ifølge Red Barnet samlet 380.000 flygtninge i verdens største flygtningelejr Dadaab i det nordøstlige Kenya.

Her ankommer dagligt 1100 mennesker, der er flygtet fra deres tørkeramte hjemegne.

Halvdelen af børnene er så hårdt ramt af sult, at de må behandles for akut underernæring, når de ankommer til lejren.

- Vi skal for alt i verden undgå en gentagelse af sultkatastrofen fra 1980'erne, som de fleste nok husker de frygtelige billeder fra, siger Søren Pind.

Med de ekstra to millioner kroner når Udenrigsministeriets bistand til Afrikas Horn op på samlet 65 millioner kroners nødhjælp til katastrofen.

Bistanden er fordelt på FN's Fødevareprogram, de humanitære landefonde i Etiopien og Somalia samt danske NGO'er.

Tørken på Afrikas Horn er den værste i 10 år og vurderes af FN at have ramt mere end 10 millioner mennesker.

/ritzau/

Katastrofen i Østafrika er nu så slem, at Udenrigsministeriet tilfører to millioner kroner ekstra til nødhjælp

Offentliggjort Sidst opdateret