De 12 udenlandske søfolk, der blev taget til fange fredag i farvandet ud for Nigerias urohærgede og olierige Nigerdelta, blev befriet søndag. Det oplyser det nigerianske militær.
- Jeg kan bekræfte, at de er blevet befriet. De er på vej til Bonny, der er den vigtigste olieterminal i Nigerdeltaet. Der ligger deres skib ankret op, siger oberstløjtnant Timothy Antigha fra sikkerhedsstyrken i området.
Ingen har påtaget sig ansvaret for kapringen af BBC Polonia, der er registreret i den karibiske nation Antigua og Barbuda, og dets internationale besætning, heriblandt fartøjets 71-årige tyske kaptajn.
Den væbnede gruppe Bevægelsen for Frigørelsen af Niger Delta, Mend, afviser at være involveret i denne kapring, men Mend kender til den gruppe, der gennemførte bortførelsen.
Det gør sikkerhedsfolkene til gengæld ikke. De konstaterer, at det fortsat henstår i det uvisse, hvem der stod bag angrebet og bortførelsen.
Flådens talsmand David Nabaida fortæller, at mændene blev lempet over i en fisketrawler, og at man sejlede ud for at samle dem op.
- Et af vore fartøjer stod til søs for at hente søfolkene på fisketrawleren. Jeg ved ikke, hvem der står bag dem, men jeg er af den opfattelse, at det er en af de eksmilitante fraktioner, siger han.
Tyskere og russere var blandt de 12 søfolk, der blev fanget under fredagens kapring, hvor en ukrainsk sømand angiveligt blev såret.
Hundredvis af lokale og udlændinge er blevet bortført i Nigerdeltaet i de seneste år som følge af konflikten i den olieproducerende region, hvor en regeringsamnesti har gjort det umuligt at fjerne militante grupper.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker