Pirater vil have pirater for gidsler

Selvom millioner i løsesum betales til somaliske pirater for at frigive kaprede skibe og gidsler, er det nu ikke længere sikkert, at alle gidsler frigives.

De somaliske pirater har taget en ny fremgangsmåde i brug. Den brugte de, da de løslod det indiske fragtskib Asphault Venture, der blev kapret i september sidste år med 15 søfolk om bord.

De somaliske pirater fik ellers i fredags en løsesum på, hvad der svarer til omkring 20 millioner danske kroner, men trods det, var det kun syv af de 15 besætningsmedlemmer, der slap ud i friheden.

Det skriver den indiske avis The Times of India.

De resterende otte indiske søfolk bliver holdt tilbage af de somaliske pirater, som vil udveksle dem med deres "kolleger" - altså andre somaliske pirater, som Indien har fængslet. Dermed presser piraterne nu den indiske regering.

Den indiske regering har reageret ved at sende et indisk krigsskib, fregatten INS Talwar, til det farvand, hvor de tilbageholdte søfolk fra Asphalt Venture menes at befinde sig.

De indiske myndigheder siger, at de ikke planlægger at gennemføre en kommandoaktion for at befri den resterende del af besætningen.

Indiske krigsskibe har i årets første tre måneder taget omkring 120 somaliske pirater til fange og sat den i fængsel.

De venter nu på at blive stillet for en dommer og straffet for deres kriminelle gerninger med at angribe og kapre skibe i Det Indiske Ocean, Adenbugten og Det Arabiske Hav.

/ritzau/

Somaliske pirater tager ny metode i brug: De vil udveksle indiske gidsler med fængslede pirater i Indien.

Offentliggjort Sidst opdateret