Piskedømt supermodel på kongebesøg

En 33-årig model fra Malaysia får mulighed for at drøfte sin straf på seks piskeslag med den royale ledelse i den malaysiske delstat Pahang.

Kvinden, Kartika Sari Dewi Shukarno, blev af en religiøs domstol dømt de seks piskeslag i fjor, fordi hun havde drukket øl i en natklub på et hotel i delstaten.

Dommen vakte stor opstandelse - også i udlandet - da det var første gang, at en kvinde dømmes pisk efter den islamiske lov i Malaysia.

Kartika, der bor i Singapore og har to børn, erklærede efter dommen i juli, at hun er parat til at tage til Malaysia for at få sin straf og dermed få sagen ud af verden.

Men sådan gik det ikke. Hun rejste godt nok til Malaysia og blev tilbageholdt, men kort efter blev hun løsladt igen uden at have fået sin straf.

Eksekveringen er udskudt i flere omgange, blandt andet på grund af ramadanen, siden fordi dommen skulle genovervejes, og de statslige medier har rapporteret, at piskeslagene først falder, når hun har drøftet sagen med de kongelige i delstaten.

Nu siger Kartikas far så, at audiensen med de kongelige finder sted onsdag.

- Vi er blevet kontaktet og bedt om et møde med Pahangs kronprins i morgen, efter at Kartika for nogle måneder siden anmodede om sådan en audiens, siger hendes far til det franske nyhedsbureau AFP.

I henhold til malaysisk lovgivning er det delstaternes royale regenter, der har det overordnede ansvar for de religiøse anliggender i deres delstater.

- Kartika vil tage sin advokat med. Vi er ikke sikker på dagsordenen, men kronprinsen har angiveligt sagt, at de vil drøfte sagen, så der kommer muligvis en beslutning om, hvorvidt min datter skal have pisk eller ej, siger faderen, Shukarno Mutalib.

/ritzau/

En malaysisk model, der er dømt pisk for at have drukket øl på et hotel, skal i audiens hos kongefamilien for at drøfte sin straf.

Offentliggjort Sidst opdateret