Pokrovsk står foran en kold vinter uden strøm og med krigen tæt på

Den første sne er faldet i Pokrovsk, hvor de tilbageværende indbyggere går en kold og usikker vinter i møde. På billedet trækker indbyggere deres cykel forbi Pokrovsks kirke. Syv kilometer fra byen står de russiske styrker. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix

De fleste indbyggere er forlængst flygtet fra Pokrovsk ved fronten i Ukraine. Men 11.500 holder stand, og nu gør de klar til endnu en kold vinter med krig.

Offentliggjort Sidst opdateret

På en næsten forladt og tom markedsplads i byen Pokrovsk læner Maximilian Komasjniov sig op ad skranken i sin købmandsbutik.

Han har svært ved at se, hvordan byen ved fronten i det østlige Ukraine skal klare sig igennem den kolde vinter uden strøm.

Russiske angreb har i forvejen slukket for det centrale varmeanlæg i Pokrovsk, der ligger omkring syv kilometer fra de russiske soldaters stillinger i Donbas-regionen.

- Vi overlever på strøm, siger den 25-årige købmand.

Han fortæller, at indbyggerne får varmen via elektriske varmeblæsere og gas.

Sneen er begyndt at give Pokrovsk en smule vinterfarve.

Byen havde inden Ruslands angreb den 24. februar 2022 60.000 indbyggere.

Nu er den en skygge af sig selv. Mange er flygtet, og der er nu kun 11.500 tilbage. De er i gang med forberedelserne til den kolde vinter.

Imens optrapper Ruslands soldater deres kamp for at erobre Donbas-regionen. En del af kampagnen er at ramme Ukraines energiinfrastruktur for at knække ukrainernes moral.

Men den unge købmand i Pokrovsk virker optimistisk.

- Vi bliver ikke efterladt. Alt vil blive godt for Ukraine, siger han.

Torsdag gennemførte Rusland et omfattende nyt angreb på Ukraine med missiler og droner. Her blev strømmen afskåret til flere end en million husstande, og det har udløst problemer landet over.

Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident, siger, at russerne brugte klyngeammunition i angrebet. Han beskyldte Rusland for en "foragtelig eskalering" af krigen mod civile.

Efter torsdagens angreb har Pokrovsk stadig delvist strøm, siger de lokale myndigheder. Men mangel på strøm og en ustabil forsyning lurer hele tiden i horisonten.

En ødelagt bil og udbombede bygninger. Man skal ikke lede længe for at finde krigsødelæggelser i Pokrovsk. Krigen er taget til her over de seneste måneder. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix

Lidya, pakket ind i frakke lavet af en falsk, lilla pels, er på markedet og har købt et par enkelte varer.

Hun er nu på vej hjem for at nå indendørs inden klokken 15.00, hvor myndighedernes udgangsforbud træder i kraft.

Hun vil føle sig hjælpeløs uden strøm.

- Jeg vil bare have fred, siger hun.

For at sikre, at borgere som Lidya kan overleve, arbejder Vitalij Asinenko og hans folk fra elselskabet DTEK Grids med at forbinde kabler, der er ødelagt af krigen, rundt om i byen.

- Her er stadig civile og soldater. Alle har brug for strøm, for der er ingen varme, forklarer Asinenko.

Han forbliver rolig trods en konstant fare. Også selv om en drone summer rundt i luften.

Købmanden Maximilian Komasjniov småsnakker med en kunde. Der er ikke så mange kunder, som der har været. Engang havde byen 60.000 indbyggere, nu er der omkring 11.500. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix

- Tag den med ro. Det er en ukrainsk drone, beroliger han.

Ingeniøren er mere bekymret for Ruslands bomber og artillerigranater, der dagligt slår ned i Pokrovsk.

Ikke langt fra stedet, hvor hans hold arbejder, ligger ueksploderet ammunition. Endnu et tegn på krigen nær ved.

Som mange andre, der arbejder i byen, har Asinenko sendt sin familie væk, så den ikke er nær frontlinjen.

Han fortæller, at han sendte sin søn og hustru væk, da et ballistisk missil dræbte hans naboer, mens de sov.

Langs de snedækkede gader i Pokrovsk ligger ruinerne fra bygninger, der er ødelagt af bomber og missiler.

De fleste indbyggere transporterer sig rundt på cykler. Asinenko siger i sjov, at Pokrovsk nu er forvandlet til Amsterdam.

Ukrainerne prøver at holde den russiske hær ude af Pokrovsk. På billedet er der bygget såkaldte dragetænder, der skal bremse russiske kampvogne uden for byen. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Kort om Pokrovsk

* Pokrovsk er en lille mineby omkring 60 kilometer nordvest for byen Donetsk, en regional hovedstad, i det østlige Ukraine.

* Inden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 boede der omkring 60.000 mennesker i byen. Krigen har tvunget mange på flugt. Nu bor der omkring 11.500.

* Krigen er kommet tættere på. I de første to år af krigen blev byen regnet som et sted, det var svært for russerne at angribe og komme tæt på. Det har ændret sig. I de seneste måneder er titusindvis af indbyggere flygtet.

* De lokale myndigheder i byen siger, at de russiske stillinger blot er syv kilometer fra Pokrovsk.

* Det er blevet stadig mere besværligt at evakuere borgere, der vil væk. Vejene til byen er ofte under beskydning. Driften af et tog, der tidligere kørte folk væk, er indstillet. Senest blev 22 ældre evakueret den 19. november.

Kilder: BBC, AFP, Reliefweb.int.

/ritzau/

Farvel. Den 31-årige Jurij siger farvel til sin kone og papdatter, der evakueres med bus fra Pokrovsk. Billedet er fra den 20. september, og dengang var der 16.000 indbyggere tilbage i byen. Nu er der færre, og russerne er tættere på. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Den 18. november var Ruslands præsident, Volodymyr Zelenskyj, (til højre) i Pokrovsk. Her gav han en orden til en af de soldater, der forsvarer byen. Foto: Ukrainian Presidential Press Ser/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu