Polen låner Island en milliard kroner

Island er i dyb økonomisk krise og låner penge mange steder. I weekenden fik Island et lån på 150 millioner euro svarende til 1,1 milliard kroner fra Polen.

Aftalen kom i stand mellem Islands finansminister, Steingrimur J. Sigfusson og hans polske kollega Jan Vincent-Rostowski under et møde i Istanbul mellem finansministre fra IMF, Den Internationale Valutafond.

IMF har allerede bevilget Island et lån på 2,1 milliard dollar (10 milliarder kroner), hvoraf en milliard allerede er udbetalt.

Islands økonomi kollapsede i fjor, og islændingene har siden da spændt livremmen ind, og de kommer til at gøre det mange år frem.

De fleste lån skal betales tilbage i løbet af de kommende godt 10 år.

/ritzau/AFP

Polen låner Island 1,1 milliard kroner. Det er de to landes finansministre blevet enige om.

Offentliggjort Sidst opdateret