Med både mindehøjtideligheder og demonstrationer markerer Polen søndag, at det er et år siden, at præsident Lech Kaczynski og flere andre højtstående polakker omkom i et flystyrt i Smolensk i Rusland.
Præcis klokken 08.41 - tidspunktet for flyulykken et år forinden - lagde præsident Bronislaw Komorowski og premierminister Donald Tusk en krans i katedralen i den polske hovedstad, Warszawa, hvor der var mindesmesse for de i alt 96 døde.
Oppositionsleder Jaroslaw Kaczynski, der er tvillingbror til den dræbte præsident, deltog dog ikke i den officielle ceremoni. Han lagde i stedet en krans ved præsidentpaladset.
Kaczynski har været kritisk over for regeringens håndtering af efterspillet efter flystyrtet og mener, at den polske regering er alt for eftergivende over for Rusland.
De to lande har lavet hver deres undersøgelse af ulykken, og mange polakker er utilfredse med Ruslands undersøgelse, der frikender russiske flyveledere for ansvar i ulykken og i stedet lægger skylden på de polske piloter.
- Vi kræver sandheden frem, råbte tusindvis af demonstranter, der var samlet foran præsidentpaladset, hvor de viftede med polske flag og bar billeder af ofrene.
Der var planlagt flere demonstrationer i løbet af dagen.
Foruden striden om de rapporter, der skulle klarlægge omstændighederne omkring ulykken, er Polen også præget af politisk strid.
Efter præsidentens død blev valget fremskyndet med flere måneder, og her blev det Kaczynskis rival, Komorowski, der trak sig sejrrigt ud.
Søndagens statslige ceremonier fandt sted i tåget vejr ved en militær kirkegård, hvor der er rejst et stort monument til minde om ofrene for flystyrtet.
- Vi har stadig meget at gøre i ofrenes navn, sagde præsident Komorowski og tilføjede, at det smukkeste monument for ofrene for ulykken et år tidligere "ville være sammenhold".
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde