Polen vil bringe Ungarn for EU-domstolen i strid om politisk asyl
Det øvrige EU har ofte været i strid med den ungarske premierminister Viktor Orbáns regering. Nu er forholdet mellem Polen og Ungarn iskoldt. (Arkivfoto). Foto: Marton Monus/Ritzau Scanpix
Polen har betegnet det som en "fjendtlig handling", at Ungarn har givet asyl til politiker under anklage.
Polen truer Ungarn med en sag ved EU-domstolen under en fortsat diplomatisk krise mellem de to lande.
Tidligere i december gav Ungarn politisk asyl til den polske oppositionspolitiker Marcin Romanowski, som i Polen efterforskes for misbrug af offentlige midler.
Den polske viceudenrigsminister Andrzej Szejna siger, at Polen nu har planer om at bringe Ungarn for EU-Domstolen, hvis ikke Ungarn retter sig efter en arrestordre på Romanowski.
- Vi er fast besluttet på at indbringe Ungarn for EU-Domstolen, siger Szejna til polske Radio Zet ifølge det danske netmedie polennu.dk.
Romanowski, der var vicejustitsminister under det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed, beskyldes i Polen for at have kanaliseret millioner af zloty videre fra en offerfond til projekter, der var til gavn for PiS.
Oppositionspolitikeren nægter sig imidlertid skyldig i sagen, hvor han risikerer årevis i fængsel.
Ungarn mener, at den proeuropæiske polske regering, der kom til i december, fører heksejagt på sine politiske modstandere.
Derfor gav Ungarn politisk asyl til politikeren, hvis parti, PiS, regnes som tæt allieret af Ungarns premierminister, Viktor Orbán, der ofte har været på kant med de øvrige EU-lande.
Orbán varsler, at flere polske politikere godt kan regne med at få beskyttelse i Ungarn.
- Jeg fortæller jer ikke en stor hemmelighed, når jeg siger, at jeg ikke tror, at det vil blive den sidste, sagde premierministeren beslutningen ved sit faste pressemøde ved årets afslutning.
Den polske regering har omtalt den politiske asyl til oppositionspolitikeren som en "fjendtlig handling".
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker