Polens præsident dræbt i tragisk flystyrt

Polens præsident, Lech Kaczynski, er omkommet ved et tragisk flystyrt i Smolensk i Rusland, der i alt har kostet 97 mennesker livet.

Præsidenten tager store dele af den polske magtelite med sig i døden. Listen over de dræbte tæller også den polske nationalbankdirektør, Slawomir Skrzypek, Polens forsvarschef samt adskillige parlamentsmedlemmer.

Der var tæt tåge i området under indflyvningen, hvor flyet ramte nogle trætoppe, styrtede ned og brød i brand. Piloten har tilsyneladende afvist de russiske flyvelederes anvisninger.

Russisk tv viste hele dagen billeder af det ødelagte fly, som er spredt over et større område lige før landingsbanen. Adskillige dele af flyvet brændte længe efter styrtet.

Redningsmandskab var på plads kort efter ulykken og begyndte hurtigt at hente lig ud af flyet, der ligger i et tæt skovområde. Men ingen overlevende er fundet.

Sidst på eftermiddagen lørdag blev liget af præsidenten identificeret.

Ifølge de første oplysninger var der 87 passagerer om bord. Senere blev tallet rettet til 132 for til sidst at lande på 97.

Den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, har nedsat en kommission med premierminister Vladimir Putin i spidsen, som skal undersøge flystyrtet. Og Putin har ligesom Polens premierminister, Donald Tusk, sat kursen mod Smolensk.

Det styrtede fly var af typen Tupolev Tu-154, der er bygget i Rusland. Flyets sorte bokse, hvis data kan vise årsagen til styrtet, er begge fundet.

Præsident Lech Kaczynski og hans følge var på vej til en mindeceremoni for de 22.000 polske soldater og officerer, som blev dræbt i Katyn-skovene af sovjetiske styrker under Anden Verdenskrig.

/ritzau/Reuters

Polens præsident, Lech Kaczynski, er omkommet ved flystyrtet i Rusland. 96 andre er omkom ved ulykken. Heriblandt Polens hærchef og nationalbankdirektøren.

Offentliggjort Sidst opdateret