Politi anholder 41 personer i en af Norges største narkosager

Norsk politi har sigtet en 26-årig mand, som mistænkes for at være hovedbagmanden bag kriminelt netværk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet i Oslo har anholdt næsten 50 personer fra et kriminelt netværk i en af de største sager om narko og våbenhandel i Norge i år.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB sent mandag aften.

Ifølge norsk TV 2 har politiet arbejdet på sagen i næsten et år.

- Vi begyndte efterforskningen i december 2019, siger Kenneth Wilberg, der leder efterforskningsafdelingen for organiseret kriminalitet ved politiet i Oslo, til TV 2 ifølge NTB.

Ifølge norsk politi har det kriminelle netværk været involveret i både våbenhandel og salg af narkotika. Politiet har flere tiltalte og mistænkte i sagen.

I løbet af 2020 har politiet slået til på flere adresser omkring Oslo og i det centrale Norge. Her har politiet beslaglagt narkotika, våben og omkring 4,9 millioner norske kroner.

Politiet mener ifølge NTB, at det kriminelle netværk har været en stor aktør i forhold til salg af narkotika i Norge, og at flere bander i Oslo-området har været blandt kunderne.

Netværket strækker sig ifølge politiet over flere lande i Europa.