Politi beklager Moskva-agtig anholdelse af Charles-demonstranter
Graham Smith havde forud for lørdagen sagt, at man ikke havde planer om at forstyrre kroningen. (Arkivfoto). Foto: May James/Reuters
Britisk politi forhindrede seks lovlige demonstranter i at deltage i protest mod kroningen af kong Charles.
Politiet i London beklagede mandag at have tilbageholdt en række demonstranter forud for kong Charles' kroning lørdag.
Det drejer sig om seks medlemmer af gruppen Republic, der vil afskaffe monarkiet, som lørdag blev pågrebet i London.
Da de blev tilbageholdt i 16 timer og først senere lørdag blev løsladt, kunne de ikke demonstrere mod kroningen.
Ifølge politiet blev de anholdt under mistanke om at ville lænke sig selv fast, en praksis der for nylig er blevet ulovlig.
Men der blev ikke fundet beviser for, at det var deres planer.
- Vi fortryder, at disse seks anholdte mennesker ikke var i stand til at tilslutte sig den brede gruppe af demonstranter i Trafalgar Square og andre steder på kortegens rute, lyder det fra politiet i en udtalelse.
Trafalgar Square er en plads i det centrale London.
Menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch kalder anholdelsen for "yderst alarmerende".
- Dette er noget, man forventer at se i Moskva, ikke i London, siger organisationens direktør i Storbritannien, Yasmine Ahmed.
Fra politiet lyder det yderligere, at en undersøgelse har konkluderet, at demonstranterne ikke var i besiddelse af genstande, de kunne bruge til at lænke sig selv fast med.
Republics leder, Graham Smith, skriver på det sociale medie Twitter, at tre betjente mandag aften besøgte ham og undskyldte for hændelsen.
Men den undskyldning ville han ikke acceptere.
Graham Smith havde forud for lørdag sagt, at gruppen ikke havde planer om at forstyrre kroningen.
Efter at han blev løsladt, skrev Graham Smith på Twitter, at der ikke længere var ret til "fredelige demonstrationer i Storbritannien".
- Jeg har mange gange fået at vide, at monarken er der for at forsvare vores frihed. Nu er vores frihed under angreb i hans navn, skrev han.
I alt 64 personer blev anholdt i forbindelse med kroningen lørdag.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker