Politi dropper anklage mod Strauss-Kahn
Dominique Strauss-Kahn er ikke længere under mistanke for at have deltaget i en gruppevoldtægt, som franske anklagere har efterforsket den tidligere IMF-chef for.
Anklagemyndigheden i byen Lille dropper at rejse tiltale, efter den belgiske kvinde, som skal have været offer for den påståede gruppevoldtægt, skrev til fransk politi og sagde, at hun var gået frivilligt med til de seksuelle aktiviteter.
Kvinden, der er prostitueret, havde oprindeligt sagt, at hun var blevet tvunget til gruppesex på et hotel i Washington i 2010.
Strauss-Kahn, to forretningsmænd og en politichef er dog fortsat mistænkt for rufferi i forbindelse med sexorgier, der skal have fundet sted i Frankrig, USA og andre steder, og hvor der angiveligt var prostituerede involveret.
Den tidligere IMF-chef benægter alle anklager mod ham, og hans advokat forventer, at han vil blive renset for beskyldningerne.
- Der er ikke antydning af, at han var involveret i rufferi. Det vil man se komme frem, selv om det lige nu bare puster skandalen op, siger advokaten, Henri Leclerc.
Strauss-Kahn var en overgang det franske socialistpartis bedste bud på en præsidentkandidat.
Men hans politiske karriere ramlede sammen med et brag, da han sidste år blev anholdt på anklager om, at han havde voldtaget en stuepige på et hotel i New York.
Denne anklage blev droppet, men siden er flere andre beskyldninger om sexforbrydelser dukket op.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde