Politi genåbner efterforskning af Scandinavian Star-brand
Norsk politi anbefaler, at efterforskningen af færgebranden på Scandinavian Star i 1990, da 159 mistede livet, bliver delvist genåbnet.
Det bekræfter politimesteren i Oslo ifølge nyhedsbureauet NTB.
- Projektgruppen har gjort et meget grundigt arbejde, og deres rapport viser efter min mening, at enkelte dele af sagen ikke er belyst godt nok.
- Selv om der ikke foreligger nye fund i sagen, har jeg efter en overordnet vurdering alligevel besluttet at anbefale en ny efterforskning af disse sager, siger politimester Hans Sverre Sjøvold i en pressemeddelelse.
Scandinavian Star var indsat på færgeruten Oslo-Frederikshavn 6. april 1990. Klokken to om natten på skibets første tur brød det i brand, og 159 mennesker mistede livet.
Politiet i den norske hovedstad havde fredag indkaldt gruppen "Efterforskning af mordbranden på Scandinavian Star" og en norsk støttegruppe til et møde om sagen.
Mødet var foranlediget af, at brandeksperter, jurister og skibsteknikere i gruppen "Efterforskning af mordbranden på Scandinavian Star" har samlet en større mængde materiale, som ifølge gruppen dokumenterer, at der er fejlkonklusioner i myndighedernes rapport.
Lederen af støttegruppen, Jan Harsem, havde sendt otte centrale spørgsmål til Oslos politimester.
Flere af disse omhandler en dansk lastbilchauffør, som døde og blev udpeget som brandstifter.
Gruppen ville blandt andet vide, om mistanken mod den danske chauffør er styrket eller svækket.
Støttegruppen sendte i april en anmodning til regeringerne i Norge, Sverige og Danmark om, at sagen bliver åbnet igen.
I Norge lød svaret, at man ville afvente politiets rapport. Og det var den, som kom fredag.
Ifølge støttegruppen blev færgekatastrofen udløst af to strafbare forhold. Det første var ildspåsættelse og den anden, at skibet ikke var sødygtigt.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker