Politi i USA jagter mand mistænkt for livedrab på Facebook
Eftersøgt mand hævder at have begået adskillige drab påskedag i den amerikanske by Cleveland.
En mand, der mistænkes for at have skudt og dræbt en person og streamet ugerningen direkte på Facebook, bliver søndag eftersøgt af politiet i den amerikanske by Cleveland i delstaten Ohio.
- Den mistænkte transmitterede drabet via Facebook Live og har hævdet at have begået adskillige andre drab, meddeler politiet på Twitter ifølge nyhedsbureauet AFP.
På Facebook Live er det muligt at streame direkte videooptagelser.
Politiet understreger, at de påståede øvrige drab ikke er bekræftet.
Flere lokale medier i Cleveland skriver, at den mistænkte mand ligeledes på Facebook har pralet med, at han påskedag har dræbt flere end 12 personer.
- Vi har tjekket adskillige steder, som enten var (nævnt, red.) i selve opslaget på Facebook eller fra informationer, vi har modtaget, siger Calvin Williams, øverste chef for politiet i Cleveland, til tv-stationen Cleveland 19 News.
Indtil videre er der ikke fundet andre ofre knyttet til den mistænkte mand, tilføjer politichefen.
Navnet på den mistænkte person og et billede af ham er offentliggjort. Der er tale om en 37-årig mand, som angiveligt er flygtet i en personbil.
Drabsofferet er identificeret ifølge mediet Cleveland 19 News. Der er tale om en 78-årig mand.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned