Politi: Mistænkt bag skudmassakre ville angribe tredje moské
Brenton Tarrant blev 16. marts ført ind i et retslokale i New Zealand. Han er mistænkt for at stå bag drabene på 50 mennesker fredag. Foto: Mark Mitchell/Ritzau Scanpix
Mark Mitchell/Ritzau Scanpix
Den mistænkte bag fredagens angreb i Christchurch ville angribe en moské i Ashburton, men blev stoppet.
Den mistænkte gerningsmand bag fredagens skudmassakre i New Zealand var sandsynligvis på vej til at angribe endnu en moské, da han blev stoppet af politiet.
Det oplyser rigspolitichef i New Zealand Mike Bush tidligt onsdag morgen dansk tid, skriver nyhedsbureauet AP.
Politiet mener at vide, hvor den mistænkte var på vej hen, men ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, da efterforskningen stadig pågår.
50 mennesker blev dræbt og lige så mange såret, da en gerningsmand åbnede ild ved to moskéer i den newzealandske by Christchurch.
Den mistænkte, den 28-årige australier Brenton Tarrant, blev pågrebet umiddelbart efter angrebene.
Inden da nåede han at publicere et manifest, hvor han beskriver sine højreekstremistiske synspunkter. Han betegner sig selv som en "almindelig hvid mand" inspireret af Norges massemorder Anders Behring Breivik.
I det 74 sider lange manifest fortæller Brenton Tarrant, at han vil angribe to moskéer i Christchurch og en i Ashburton, cirka 50 kilometer fra Christchurch.
Syv mennesker blev dræbt i Linwood-moskéen, da Brenton Tarrant åbnede ild mod bedende muslimer, inden en 48-årig mand bevæbnet med en tom pistol formåede at skræmme ham væk.
Forinden havde Brenton Tarrant dræbt 42 mennesker i Masjid al-Noor-moskéen få kilometer derfra.
Brenton Tarrant nåede dog aldrig til Ashburton. Han blev stoppet af politiet, da han var på vej væk fra Linwood-moskéen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde